
Lisbeth Wrang er autoriseret psykolog og specialist i psykoterapi med egen praksis i Søborg.
Hun arbejder i krydsfeltet mellem psykologi og spiritualitet, hvor fokus er at hjælpe mennesker med at finde hjem til den helhed, der allerede bor i dem, gennem forbindelsen mellem krop, sind og sjæl.
I sit arbejde forener hun evidensbaserede psykologiske metoder med nærvær, åndedræt og intuitive processer, så både hjerne og hjerte kan komme i spil.
Siden 2017 har hun arbejdet som selvstændig og udviklet en række udviklingsforløb, meditationspakker og kurser, der forener moderne psykologi med spirituel indsigt og praksis.
Hendes vision er at bringe sjælen tilbage i psykologien og skabe et fagligt rum, hvor spiritualitet kan få en naturlig og respekteret plads.
I styregruppen for Netværk for Spirituelt Orienterede Psykologer ønsker hun at styrke fællesskabet mellem psykologer, der arbejder i dette felt, så viden, erfaringer og mod kan deles åbent.

Dennis Vestergaard er uddannet psykolog fra Aarhus Universitet i 2016 og er særligt optaget af hvordan mennesker kan oprette meningsfyldt og konstruktiv kontakt til det spirituelle felt gennem ændrede bevidsthedstilstande.
Dette kan eksempelvis være meditative, psykedeliske eller drømme-tilstande, som kan bruges som intuitive platforme til at få et frisk perspektiv på de udfordringer og tilværelsesprojekter, vi er optaget af i hverdagen.
Han er skolet i Jungiansk psykologi og ser mennesket som besiddende af en særlig kapacitet – “Selvet” – for regeneration og helbredelse. Denne intelligente, omend ofte ubevidste kraftstation i mennesket, driver os mod stadig større grader af vitalitet ved at befri os fra begrænsende psykiske strukturer, vaner og selvfortællinger så vi kan leve vores fulde potentiale.
Dennis er særligt optaget af, hvad han opfatter som “Den åndelige genoplivning”. Denne indebærer at vi i vesten, og Danmark især, er ved at genfinde vores kontakt til de spirituelle lag af virkeligheden. Dette medfører både ekstatiske og udfordrende oplevelser, som vi i fællesskab har brug for at skabe sunde, trygge og tilgængelige rammer for at kunne rumme i samfundet.
Lavpraktisk er han NSOPs kassér og del af styregruppen i Vest.

Anne Stilling er autoriseret psykolog, bosat i Aarhus og grundlægger af hendes virksomhed Psykolog i Fællesskab, som hun har navngivet således, fordi hun tror på fællesskabets helende og udviklende kraft – at vi kan mere sammen end alene. Hun tilbyder selvudviklingsforløb i Indre Lederskab, 1:1 samtaleforløb, og foruden arbejdet i hendes klinik tager hun ud som foredragsholder og underviser landet over. Anne er holistisk psykolog og lever og arbejder i krydsfeltet mellem kroppen, sindet og sjælen. Det betyder at hun som psykolog foruden samtaleterapi selv praktiserer og underviser i meditation, kropslige praksisser, energetiske praksisser og relationspraksisser, der træner vores evne til at blive hjemme i os selv og møde verden derfra.
Som medlem i styregruppen for Netværk for Spirituelt Orienterede Psykologer drømmer hun på den store visionære klinge om at spiritualitet får en legitim plads i vores fag, som en forskningsgenstand på linje med så mange andre spændende fænomener i vores fag. Hun har meldt sig ind i netværket og styregruppen med ønsket om at bidrage til et fællesskab for psykologer, hvor vi mødes i dialog og gensidig inspiration i, hvordan vi som psykologer kan danse i spændingsfeltet mellem spiritualitet og psykologi.

Lea er autoriseret psykolog og specialist i klinisk psykologi. Som selvstændig psykolog tilbyder hun terapeutiske forløb og selvudviklingsarbejde, hvor klassiske psykologiske forståelser integreres med perspektiver på bevidsthed og energi.
I sit arbejde er Lea særligt optaget af menneskers iboende helings- og udviklingspotentiale og af de betingelser, der muliggør dyb psykologisk integration. Hun arbejder med at understøtte kontakt til intuition, kropslig og emotionel intelligens, autenticitet og guddommelig essens. Hun er optaget af, hvordan psykologisk indsigt, kropslig regulering og bevidsthed kan integreres i praksis med henblik på at styrke menneskers selvledelse på tværs af livsområder – i personlige relationer, i arbejdsliv og i organisatoriske sammenhænge.
Gennem sit engagement i netværket NSOP ønsker Lea at styrke fællesskabet blandt psykologer og skabe rum for faglig dialog, samarbejde og udvikling af nye projekter og progressive ideer. Det er båret af et dybfølt ønske om at bære feltet ‘Spirituel psykologi’ frem og skabe et ståsted for psykologernes stemme og udfoldelse.

Maria Houe er cand.psych.aut., clairvoyant medie og specialiseret i hjertebaseret terapi. Hun arbejder i krydsfeltet mellem psykologi og spiritualitet, hvor hun hjælper mennesker med at skabe dyb kontakt til deres indre kompas, intuition og sjælelige retning.
Maria er forperson for Netværk for Spirituelt Orienterede Psykologer og har et særligt engagement i at skabe trygge, faglige rammer for psykologer, der ønsker at integrere spiritualitet i deres arbejde. Hun er optaget af den usikkerhed og frygt, som mange psykologer kan opleve omkring det at træde frem som spirituelt orienterede – og hendes vision er at styrke modet, fagligheden og fællesskabet i feltet.
Som psykolog har Maria en baggrund i traumebehandling fra Center for Voldtægtsofre i Aarhus og videreuddannelser inden for blandt andet EMDR, sexologisk rådgivning og energetisk/clairvoyant praksis. I dag driver hun en selvstændig praksis, hvor både psykologien og den spirituelle dimension er integreret på en jordnær og professionel måde.
Maria har bidraget til den faglige samtale om spiritualitet i psykologien gennem sit kapitel i bogen “Spiritualitet og Psykologi” redigeret af Hanne Frøyr. Her deler hun sine perspektiver på, hvordan spiritualitet kan forstås og anvendes i et moderne psykologfagligt rum – og hvordan det kan gøres på måder, der både er respektfulde, transparente og fagligt forsvarlige.
Som medlem af styregruppen arbejder Maria for at skabe et åbent og inkluderende fællesskab, hvor psykologer kan dele erfaringer, udvikle ny viden og undersøge, hvordan spiritualitet kan have en legitim plads i psykologfaget. Hun stiller sig gerne til rådighed for journalister, forskere og fagpersoner, der ønsker indblik i krydsfeltet mellem psykologi og spiritualitet eller søger konkrete, jordnære perspektiver på et felt, der ofte er omgærdet af tabu og misforståelser.